Tankerne kører…

Kroppen har mange reaktioner på at være i en krisesituation. Og det er jo helt naturligt at kroppen reagerer.

Mange af de reaktioner kroppen har på stress, er det, der i evolutionen har sikret mennesket overlevelse, så det er både helt naturligt og meget praktisk. For det meste i hvert fald.

Helt tilbage, da mennesket levede i naturen og skulle jage eller samle mad, så var det en god egenskab at kunne få ekstra kræfter, hvis det blev nødvendigt. For eksempel hvis mennesket stod ansigt til ansigt med et rovdyr. Så var det bekvemt, at adrenalinen pumpede i blodet, så mennesket kunne løbe lidt stærkere, fokusere lidt bedre og være lidt mere snarrådig end sædvanligt. 

Vi kender alle scenen fra en film, hvor ”den vilde jagt” går gennem junglen, og alle sanser er i brug for at træffe de rette hurtige beslutninger, så mennesket overlever sit møde med rovdyret. Vi kan nok også alle sammen huske den scene, der kommer efter den vilde jagt. Nemlig den hvor mennesket ”slipper væk”, kravler op på en gren eller ind i en hule, hvor rovdyret ikke kan nå og så sidder ligeså stille og falder til ro, mens åndedrættet bliver normalt igen, og lykkefølelsen indtræffer over at have overlevet.

Det er her, mens mennesket falder til ro, at det genoplader til at kunne klare det næste møde med et rovdyr.

Når du gennemgår en langvarig krise, hvor du hele tiden oplever nye mindre kriser og hektiske situationer, så lever du kun i ”den vilde jagt”. Du kommer aldrig dertil, hvor det hele er overstået, og du kan ånde lettet op. Du er så at sige hele tiden i alarmberedskab, klar til at træffe hurtige beslutninger og har alle sanser i brug. Problemet er, at hvis du er i denne tilstand for længe, så overbelastes dine sanser og dermed din hjerne, og du risikerer at brænde ud. 

Det sker ikke altid med et brag, men kommer ofte snigende. Du har været i krisetilstand for længe, og du mærker det på, at dit humør daler, din lunte bliver kortere, du bliver mere opfarende, du bliver glemsom, din evne til at vurdere situationer daler osv. Der er en lang række symptomer, som du kan læse om i bøger, der handler mere indgående om stress og stresshåndtering. 

En af de fysiske reaktioner på den enorme stress, der fylder kroppen i krisesituationer, er, at du mister overblikket under det sansebombardement, du er udsat for. Dine tanker kører rundt i ring, du kan ikke finde ro, og du kan ikke sove, eller du vågner om natten og har søvnløse perioder. Og nu da du er så udsat, har du jo virkelig brug for den søvn til at restituere!

Så hvordan lærer du at slukke tankemylderet og finde den ro, du har brug for, så du kan få sovet bedre og ladet op til næste dags strabadser? Du skal have lært at styre, hvornår dine tanker får plads, så du kan bruge din mentale styrke og din kreativitet til at løse dine problemer. Og samtidig lære at slukke dine tanker og lægge dine mange åbne spørgsmål fra dig, så du kan koncentrere dig om at sove og regenerere. 

I perioder hvor jeg har oplevet allermest kaos, har jeg haft en tendens til at lade min hjerne være i problemløsningsmode hele tiden. Jeg har i badet taget mange indre diskussioner med sagsbehandlere og læger, eller jeg har ufrivilligt gennemgået de mange løse ender i mine tanker igen og igen midt om natten, hvor jeg egentlig burde hvile mig.

Når alle mine tanker var fyldt med problemer og problemløsning hele tiden, har jeg været fraværende overfor min omverden og allermest overfor mig selv. Jeg havnede et sted, hvor jeg til sidst ikke vidste, om jeg var sulten eller havde det for varmt eller trængte til et kram, for jeg var slet ikke til stede i min egen krop. Alle mine sanser var skruet helt ned – det var kun mine tanker der fik plads.

Jeg kunne ikke længere mærke min krop og mine basale behov, og selvom jeg syntes, at min prioritering og mit fokus på at få løst mine problemer var helt nødvendig, kan jeg se nu, at jeg måske havde været bedre til at løse mine problemer og mærke, hvad jeg ville, hvis jeg havde givet min krop og mine sanser mere plads. Jeg havde nok haft en stærkere intuition og en mere robust kerne og i virkeligheden kunnet træffe bedre valg, hvis jeg havde sørget for at give mit hoved ro indimellem.